Kurv  

Ingen varer

DKK 0,00 Fragt
DKK 0,00 Samlet

Gå til bestilling

Produkt info






Vurderet 4.5 / 5 stjerner på baggrund af 50 anmeldelser på Facebook

Nyhedsbrev

http://www.foedevarestyrelsen.dk/SiteCollectionDocuments/Dyresundhed/Pasningsvejledninger/Leddyr/Leddyr_Vandrende
%20pinde_godkendt%2020.2.2014.pdf

Øverst på siden finder du linket til fødevarestyrelsens pasningsvejledning, som er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr. Her på siden kan du læse Ringkøbing Dyrecenters pasningsvejledning, som er udarbejdet af vores uddannet dyrepasser

Pasningsvejledning Vandrende pind
Der findes mere end 2500 forskellige arter af vandrende pinde, som passes på stort set samme måde og spiser nogenlunde det samme. Derfor skal man følge denne vejledning som en general pasningsvejledning for de mest gængse arter af vandrende pinde.

Dyreart:
De hører til ordenen Phasmatodea. De har alle sammen et latinsk navn.
Dansk navn: Vandrende pind

Levealder:
Ca. 1-2 år. Det er meget afhængigt af hvilken art det er.

Kønsforskel:
Dette er forskelligt fra art til art. Nogle arter har både hanner og hunner, hvor andre arter kun beståraf hunner.

Udseende:
Vandrende pinde findes i et utal af forskellige farver, former og størrelser. De mindste vandrende pinde bliver 2cm og de største kan nå op på 45cm, inkl. Ben. Den tungeste vejer ca. 60gram.

Foder:
Alle vandrende pinde er vegetarer. Der findes som sagt mange forskellige slags vandrende pinde og der findes specialiserede arter, som kun spiser specielle blade. Dog ses de specielle sjældent i handel. Man kan altid prøve sig lidt frem med forskellige typer af blade. Eksempelvis spiser mange arter: Eg, efeu, liguster, blade fra frugttræer, hibiscus (Hawaii-blomst), rose, jordbærblade og brombærblade.

Brombærblade er et godt foder, som også kan findes om vinteren, medmindre at der bliver hård frost. For at sikre sig at dyrene ikke dør af sult, kan man i oktober/november måned fryse nogle blade ned. Det gøres nemmest ved at klippe bladene af helt inde ved stængelen, tørrer dem af for vand og derefter lægge dem i en frysepose, hvor alt luften presses ud. Når de er taget ud af fryseren og er tøet op, er de meget slaskede og kan kun holde et par dage. Det er udmærket foder for en kort periode. Ellers kan man købe foderplanter hos en planteskole. Men det er vigtigt at man er 100% sikker på at planten ikke er sprøjtet med insektgift eller lignede. Hvis man ikke ved om den er sprøjtet, så skal man lade den stå i mindst to måneder før man fodre med den. Dyrene kan nemlig dø af at spise de sprøjtede planter. Foderet til de vandrende pinde stiller man ind i terrariet i et lille bæger med vand. Det bedste ville være at bruge et lille glas med låg, som man stikker grenene/stilkene ned igennem. Derved kan pindene og især ungerne ikke dratte i vandet og dermed drukne.
Foderet skal fjernes/udskiftes, når bladende er spist eller visnede.

Social Adfærd:
I naturen lever vandrende pinde tæt på hinanden, derfor kan de fint sammen med andre vandrende pinde. Dog er det vigtigt at de har plads nok, da det ved visse arter kan medfører at hannerne slås og æder hinanden. Man skal være forsigtig med at holde vandrende pinde sammen med andre insekt arter, så pindene ikke bliver angrebet af dem.

Indretning af bur:
Et terrarium skal som tommelfingerregel være ca. 2-3 gange så højt som dyret. Det vil sige at hvis man har en vandrende pind på 10cm, da skal højden minimum være 20-30cm. Terrariet skal selvfølgelig være en del større, hvis der er flere vandrende pinde. Det er vigtigt at terrariet ikke står i sol, da det vil få virkning som i et drivhus, og det kan dyrene ikke tåle. Træk kan også være skadeligt for pindene. De behøver ikke lys over terrariet, men da de fleste arter er nataktive, skal de kunne se forskel på dag og nat. De fleste arter foretrækker temperaturer på 23-25 grader C. og en luftfugtighed på 60-70%. Desuden skal der være god ventilation i terrariet.

En gang om dagen overduscher man terrariet med lunkent vand, både for luftfugtighedens skyld og for at dyrene kan drikke dråberne, hvis de finder behov for det. Bundlaget i terrariet kan bestå af sand, spagnum, mm. Der kan hjælpe med at holde en høj luftfugtighed. Det kan evt. være en god ide at beklæde bagvæggen med kork, dels fordi at det er dekorativt, men også fordi at nogle arter lægger deres æg i revner og sprækker. Bundlaget skiftes alt efter behov og afhængig af hvor mange pinde og hvor stort terrariet er. Som regel er det passende at skifte det ca. en gang om måneden, lidt oftere, hvis man har mange pinde. Man skal være opmærksom på at hvis man skifter hele bundlaget hver 4 uge, ryger alle æggene også ud. Dette kan være en fordel, hvis man vil undgå millioner af unger.

Reproduktion:
Vandrende pinde yngler forskelligt. Nogle arter har både har hanner og hunner, hvor andre arter kun består af hunner. Ved hunnerne foregår formering ved jomfrufødsel (partenogenese), det betyder at de lægger ubefrugtede æg, som alligevel klækker som nymfer. Selve æglægningen er også forskellig fra art til art, da nogle lægger dem i bundlaget, andre dropper dem bare tilfældigt og andre klæber dem fast i sprækker og revner.

Alt efter art, temperatur og luftfugtighed klækker æggene efter få uger eller som enkle arter, op til et år. Det mest normale er dog 2-5 måneder. Ungerne som kaldes nymfer, skal gerne holdes lidt fugtigere og varmere end de voksne pinde. Nymferne ligner miniature udgaver af de voksne og vokser ved at skrifte ham. De bliver som regel voksne på 3-6 måneder. Derefter lever de ca. 6 måneder, nogle arter lever længere, andre lever kortere tid. Vandrende pinde yngler meget, når de først kommer i gang. Så man skal gøre op med sig selv, hvor mange æg man vil gemme. Ellers kan man som beskrevet i Indretning af bur, udskifte hele bundlaget hver 4 uge.

Sygdomstegn/lidelser:
Hvis en vandrende pind skulle være så uheldig at miste et ben, vil der gro et nyt ud i forbindelse med det næste hudskifte.
Hvis din vandrende pind pludseligt får trækninger i kroppen, har den sandsynligvis spist sprøjtet foder, og vil nok dø senere.
Pindene kan komme til at lide af mider, hvis deres hjem ikke holdes godt ventileret og rent nok.

Vidste du at:

Der findes mere end 2.500 forskellige arter af vandrende pinde?
Nogle arter består kun af hunner og formeringen sker derfor ved jomfrufødsel?
Hvis en vandrende pind mister et ben, så vil der gro et nyt ud ved næste hudskifte?
Ungerne af vandrende pinde kaldes nymfer indtil de er 3-6 måneder, hvor de er voksne?
De fleste arter er nataktive og der skal derfor være forskel på dag og nat der hvor de står?

Alt der står i beskrivelsen kan købes på Ringkøbing Dyrecenter. Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os på TLF: 97 32 12 91.