Kurv  

Ingen varer

DKK 0,00 Fragt
DKK 0,00 Samlet

Gå til bestilling

Produkt info






Vurderet 4.5 / 5 stjerner på baggrund af 50 anmeldelser på Facebook

Nyhedsbrev

Info omkring kattekillinger

Her kan du læse information omkring kattekillinger og især overdragelse/salg af killinger og lovgivning omkring 12ugers alderen.
Meget af informationen på denne side er lånt af http://inges-kattehjem.dk/.

Bekendtgørelsen om overdragelse af killinger

I medfør af § 11, stk. 1, og § 28, stk. 5, i dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1343 af 4. december 2007, som ændret ved lov nr. 499 og 500 af 12. juni 2009, fastsættes følgende:

§ 1.Med bøde straffes den, der sælger eller på anden måde overdrager eller køber eller på anden måde erhverver kattekillinger, hvis levering af kattekillingerne sker, inden de er 12 uger gamle. På samme måde straffes den, der fra udlandet indfører kattekillinger, der er under 12 uger gamle.

Stk. 2.Reglen i stk. 1 finder ikke anvendelse, når der er tale om en samlet overdragelse, erhvervelse eller indførsel af moderdyr og killinger, eller når moderløse killinger indleveres til dyreinternater eller overdrages til en ammekat.

§ 2.Justitsministeriet kan meddele dispensation fra denne bekendtgørelse, hvis hensynet til moderdyrets og killingernes velfærd taler for det. Dispensationen kan gøres betinget af nærmere angivne vilkår.

§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2009.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=127877


Hvorfor skal de være 12 uger inden de tages fra?

Læs her hvad der sker i de forskellige killingestadier, samt omkring socialisering af killinger og få en bedre forståelse af hvorfor der er lavet en lov om killinger og hvornår de må komme fra deres mor og søskende.

Killingestadier

0-3 uger:
I denne periode forlader moren kun sine killinger, når det er absolut nødvendigt. De kan ikke selv spise eller komme af med urin og afføring, og de sover og dier næsten hele tiden. Moren holder killingerne varme og slikker dem bagi for at stimulere dem til at komme af med afføring.

Moren skal holdes inde, til killingerne er 4-5 uger gamle. Hvis moren forsvinder, skal du selv give killingerne modermælkserstatning med sutteflaske hver 3. time. Killingernes øjne åbnes, når de er mellem 2 og 16 dage; normalt mellem 7-10 dage. I starten er synet begrænset, og de trækker sig omkring ved hjælp af forbenene. Omkring 2 ugers alderen begynder tænderne at bryde frem. Sidst i perioden kan killingerne så småt kravle rundt og lege med hinanden.

4-5 uger:
Fravænningsperioden starter, og killingerne begynder at kunne spise selv; vådfoder og tørfoder blandet med vand eller modermælkserstatning. De kan også selv komme af med urin og afføring i denne alder.

Moren begynder at bevæge sig lidt væk fra killinger og kan blive steriliseret, når killingerne er begyndt at spise selv. Hvis moren ikke bliver steriliseret risikerer du at få et nyt kuld inden for et par måneder.Killingerne leger voldsommere, og de har brug for hinanden – især hvis de er moderløse. Orienteringsevnen forbedres, og det er vigtigt, at deres miljø er så stimulerende som muligt.

For at killingerne skal blive tillidsfulde, skal de så meget i menneskehænder som muligt. Introducer dem til familie, venner og eventuelt andre dyr.

6-7 uger:
Killingerne kan nu spise ikke-opblødt tørkost. De slås med hinanden i leg og undersøger alt. Moren lægger sig længere væk fra killingerne.

Prægningen fra mennesker er i fuld gang, så sørg for at stimulere killingerne så meget som muligt.

8 uger:
Moren er højest væk fra killingerne en time ad gangen, og de dier, når hun kommer hjem. Hun går ind imellem væk for at få fred men skrider ind, når killingernes leg bliver for voldsom.

9-10 uger:
Killingerne dier stadig 4-5 gange om dagen. De bruger meget tid på at lege med moren, som dog begynder at afvise dem af og til.

10-12 uger:
Killingerne får lov til at die ca. 2 gange dagligt hos moren, hvis de insisterer. Moren begynder dog at afvise dem helt.

Socialisering af killinger

Når en lille killing vokser op blandt sin mor og søskende, gennemgår den to primære socialiseringsfaser. Mellem 2-7 ugers alderen lærer killingen nogle basale sociale færdigheder i forhold til at interagere med sine omgivelser, såsom hvad den korrekte respons er, når en anden kat hvæser, lægger ørerne ned eller slår med halen, og det er også i denne periode, killinger er mest åbne for at blive trygge ved mennesker og andre dyr. Desuden lærer killingen at spise selv, soignere sig selv, gå på bakken og markere sig ved hjælp af duft og kradsemærker, og når den er 8 uger gammel, er den grundlæggende socialisering overstået.

I 8 - 12 ugers alderen udbygges disse sociale færdigheder betragteligt. Killingen lærer i højere grad at begå sig socialt, og at dens handlinger har konsekvenser. Hvis den bider en anden killing, bliver den selv bidt, og gennem leg med sine søskende og under vejledning af moren lærer den efterhånden at tale ”rigtigt kattesprog”. Derfor fungerer katte, der er taget fra mor og søskende før 12 ugers alderen, ofte dårligt socialt - også i relation til mennesker. I stedet for at gå, når katten er træt af selskab, bider eller river den. Den har nemlig aldrig lært at hæmme sit bid eller trække sig. Katten har i det hele taget svært ved at læse sociale signaler og navigere i forhold til dem, og i mange tilfælde ender det med en aflivning, fordi katten er ”uberegnelig”.

Socialiseringen fortsætter hos dig

En killing er altså klar til at forlade sin familie, når den er 12 uger gammel. Men hvis en 12 ugers killing, som har haft en normal opvækst, efter hjemkomsten hos sin nye familie aldrig ser andet end hjemmets fire vægge og måske kun er vant til at forholde sig til en enkelt person, kan det blive uhyre vanskeligt at tage den til dyrlægen, få den passet - eller finde den et nyt hjem.

Sådanne katte bliver generelt hurtigt stressede og angste, kan være noget nær umulige at håndtere fordi de går i panik, og de har for vane at lukke sig fuldkommen ind i sig selv, når det første chok har lagt sig. Dette skyldes, at katten aldrig har lært at forholde sig til, at omgivelserne skifter, så den mindste ændring kan virke rædselsvækkende. For at forhindre at ens killing får store vanskeligheder ved at kapere forandringer senere i livet, kan vi kun opfordre til, at man er opmærksom på, at den skal eksponeres for nogle forskellige hverdagssituationer, når den har vænnet sig til at bo hos en.

Her er nogle eksempler på, hvad man kan lave med sin killing, så den lærer at navigere i “den store verden”:

I hjemmet:

•Gør rent og lad killingen være med. Kæl og tal beroligende mens du støvsuger, og hold støvsugeren stille mens den er tændt, så killingen kan snuse og finde ud af, at den ikke er farlig.
•Inviter både voksne og børn så killingen finder ud af, at mennesker i alle størrelser er gode nok.
•Kender du nogen med en hund, som er vant til katte, er det en god idé at lade hunden og killingen lære hinanden at kende. Det samme gælder katte, som er glade for andre katte.

Udenfor hjemmet:

•Sæt killingen i transportkasse og kør en lille tur med bil, bus eller tog, så den vænner sig til at blive transporteret.
•Tag killingen med på besøg hos venner og familie.
•Lær killingen at gå i sele så den lærer verden uden for at kende.
•Væn killingen til at blive håndteret af dyrlægen til vaccination og sundhedstjek.