Åbningstider:​

Mandag -  fredag

10.00 - 17:30​

Lørdag

10:00 - 13:00​

Søn- og helligdage

Lukket

​​Pasningsvejledning Skægagame

Se pdf.

Øverst på siden finder du linket til fødevarestyrelsens pasningsvejledning, som er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr.

Her på siden kan du læse Ringkøbing Dyrecenters pasningsvejledning, som er udarbejdet af vores uddannet dyrepasser.

​Dansk navn:

Skægagame (Pogona vitticeps)

Levealder:

ca. 10-12 år gamle.

Kønsforskel:

Når man løfter halen, har hannerne, ved gattet to buler på højkant ved siden af hinanden. Hvor hunnen har en bule der går parallel med gattet. Det er meget svært at se dette på unger.

Udseende:

Skægagamer er som voksne ca. 45- 55 cm i længden. Halen er over halvdelen af den samlede længde. De har et trekantet hoved, og på halsen sidder der små pigge, samt ned langs kroppen, som dyret kan gøre hårde, hvis de bliver truet. Skægagamer kan fås i mange farver; fra brun/grå til gul/orange til en rødlig. Undersiden er lysere/hvidlig. Hanner kan man ofte opleve med sort skæg, og at kroppen bliver mørkere i farven. Det er især i brunst, men også som truende adfærd overfor andre hanner.

Foder:

Skægagamers foder består af grønt og insekter. Nyudklækkede unger er primært insektædere, men vil spise mere grøntfoder, jo ældre de bliver. Vi anbefaler at vende unger til at spise grønt med det samme. Ungers kost består af 80-90% foderdyr og 10-20% grønt.

Det er vigtigt at jo ældre skægagamerne bliver, jo mere grønt og mindre mængder af foderdyr skal de have. Deres kost skal som voksne bestå af 80-90% grønt og 10-20% foderdyr. Hvis de får for meget animalsk foder, kan deres organer tage skade af det.

Insekt forslag: Fårekyllinger, græshopper, kakerlakker, zohbalslarver, melorme, bænkebider, regnorme osv. i passende størrelser. Det er en god ide at ryste foderdyrene i kalk, så man er sikker på at agamerne får det de har brug for.

Grøntfoder forslag: rosmainesalat, kinakål, ruccola, mælkebøtter og andet grønt spiseligt ukrudt fra haven. Man må aldrig give sine skægagamer iceberg salat!

Nogle grøntsager indeholder større mængder af oxalsyre, som binder kalken og derfor forhindre agamer i at optage den. Dette gælder: gulerødder, agurk, persille, brøndkarse, spinat, hvidkål, radiser, peberfrugt, tomat og ærter. Foder derfor sparsomt med det, da de ellers kan blive syge, uden kalken. Unger bør foders 2-3 gange dagligt, ungdyr 1 gang daglig og voksne foders hver anden dag.

De bør altid have frisk grønt og en skål med vand, som de kan ligge sig i.

Skægagamer skal udover kalk, have vitamin- og mineral tilskud. Det er her vigtigt at følge anvisningerne på produktet, så man ikke kommer til at overdosere. Ved overdosering kan nogle vitaminer begynde at ophobe sig i kroppen, og derved kan give en forgiftning.

En foderplan kan se sådan ud:

Mandag: En blandet tallerken med grønt

Tirsdag: En blandet tallerken med grønt, samt insekter.

Onsdag: Insekter

Torsdag: Fastedag - ingen foder overhovedet (Gælder kun voksne dyr)

Fredag: Grønt og en smule insekter.

Lørdag: En blandet tallerken med grønt.

Søndag: En blandet tallerken med grønt, samt insekter.

Indretning af bur:

Skægagamer er meget aktive øgler og kræver derfor meget plads. Vi anbefaler derfor at et terrarium til et voksent dyr er min 120x60x60 ( Længde x Dybde x Højde). Til tre individer min. 150x60x60, jo større terrarium, jo bedre. I bunden anbefaler vi at man bruger fint sand. Det er en god ide at bygge terrariet op med lidt skjulesteder/huler, store grene, sten, bark osv. så de kan klatre og blive aktiveret, dog er det vigtigt at man bygger det sådan op at det ikke kan falde sammen, så dyrene undgår at blive skadet.

I terrariet skal der være en varmere og køligere ende, da skægagamer er vekselvarme dyr, og skal kunne vælge hvilken kropstemperatur de vil have. Det er meget nødvendigt, at de har varme og lys, bl.a. for deres fordøjelse.

Skægagamer kan ikke fordøje deres mad uden varme, så hvis der ingen varme er, vil det ligge i maven og forrådne. Det kan de dø af. I naturen får skægagamerne UV lys fra solen. Det er vigtigt med et UV lys installeret, da det er med til at skægagamerne kan opbygge stærke knogler.

I den varme ende skal dyrene kunne varme sig under en spotpære evt. på nogle flade sten, på varmepladsen skal der være 40-43oC. I den køligere ende skal der være 26-28oC. Der skal være lysstofrør/pære med UV-B, samt et daglysrør(UV-A) i omkring 10-12 timer om dagen. Alt lys og varme skal slukkes om natten for at temperaturen kan falde til stuetemperatur ca. 21-23oC. Dette gør man, for at det det skal ligne de naturlige forhold så meget som muligt. Derfor anbefales det også i vinterperioden at sætte lyset til at være tændt i mindre tid, så det passer med årstiden.

Reproduktion:

Når to skægagamer parrer, vil hannen bide sig fast i hunnens nakke, han skubber hendes hale til side og parre hende i gattet. Parringen kan godt se voldsom ud for hunnen, men det er sådan det foregår. Efter en vellykket parring, vil der ca. gå 21 dage før hunnen ligger sine æg. Hunnen vil tage omkring 100g på under graviditeten. Man kan se at hunnen er med æg efter ca. halvdelen af perioden. Hvor man både kan mærke æggene, og se det på adfærden. F.eks. vil hunnen begynde at lave ”armbøjninger”, det gør de kun når de er med æg. Når det er ved at være tid, vil hunnen virke urolig og grave over det hele.

Der vil det være en god ide at sætte en boks med fugtig sand ind til hende, så hun kan ligge æggene i den. Det er også en god ide at fjerne skålen med vand, da hunnen ellers kan finde på at lægge æggene i den fordi at den er fugtig. Når hunnen har lagt æggene og dækket dem til, er hun færdig. Så kan man vælge at udruge dem, ved at lægge dem i en rugemaskine eller lade vær. 

Det ville være en god ide at lade være med at udruge dem, hvis man ikke er sikker på at kan komme af med dem igen, f.eks. til en dyrehandel.

Ungerne er ca. 7-10cm når de kommer ud af deres æg og da skægagamer ingen ynglepleje har, skal de klare sig selv. Ungerne er i stand til både at finde varme og mad selv lige efter de er klækket. Hunner bliver kønsmoden når de er omkring 12-14 måneder, hvor hanner bliver kønsmodne før, når de er ca. 8-10 måneder. Men det anbefales at man venter med at lade dem parre til hunnen er omkring 1½ - 2år.

Social Adfærd:

Skægagamer i naturen, lever ikke i flokke sammen, faktisk kommer de normalt kun i kontakt med hinanden, når det er parringssæson. Dog kan man sagtens holde flere sammen, og man vil opleve mere adfærd og aktivitet i terrariet, end hvis man kun holdte en. 

Når man skal holde flere agamer sammen er det vigtigt at de har samme størrelse, da de store vil spise de små. Dog kun en han i flok, da kønsmodne hanner kan gøre meget skade på hinanden pga. dominans. Det kan være en god ide at man tager en han og to hunner, da nogle hanner kan være meget dominerede.

Andet: Dvaletilstand

Når skægagamer lever i ørknen, kan de gå i dvale når der f.eks. ikke er nok mad eller når det bliver for koldt til at de kan fordøje deres mad. Når de går i dvale graver de sig ned i sandet, der kan de ligge op til flere måneder uden at spise og drikke, og det med kun at miste et par gram fedt på kroppen. Det kan de gøre fordi at de har udviklet en hel særlig evne til at sænke deres stofskifte til næsten ingenting.

Det er blevet et instinkt, så selv i fangenskab, hvor de har varme og får massere af mad, kan de finde på at gå i dvale. I denne tid er det vigtig at man forstyrre den så lidt som muligt, og at man tager dyret ud og bader den ca. en gang i ugen i omkring 20 min. tid.

Når de i ørknen graver sig ned, vælger de altid at grave et sted for der er fugtigt, for at sikre at de overlever. De er i stand til at optage fugtighed igennem gattet, derfor bad. Under dvaletilstand må man ikke tvinge skægagamen til at spise. Hvis den så spiser af sig selv, er det vigtigt at den laver afføringen inden den går tilbage til sin dvale. Da den ellers kan blive meget syg. Det er noget man skal holde øje med.

Typiske tegn på sygdom eller nedsat trivsel:

Raske dyr har klare øjne, og er rene omkring øjne, mund, næsebor og gat. Sløvhed og nedsat appetit kan dække over en række af sygdomme. Hvis dette sker, så bør man søge dyrlæge med det samme. Manglende tæer og halespidser er almindeligt og er ikke umiddelbart en bekymring, så længe der ikke er risiko for infektion. Hold øje med dem.

Dette er blot nogle af de mest almindelige lidelser skægagamer kan få:

  • Parasitter: Kan fås igennem foderdyr, og kan derfor ikke fuldstændigt undgås. Det kan ikke ses på dyret. Men skægagamen vil blive meget syg, hvis den ikke bliver behandlet.
  • MBD: En lidelse der kan forekomme hvis der ikke er UV-lys. Det svare til det vi kalder knogleskørhed ved mennesker.

Vidste du at:

Skægagame på engelsk hedder "bearded dragon" som oversat til dansk betyder "skægget drage"?

De kan blive 10-12 år gammel?

Skægagamer er vekselvarme dyr, dvs. de har den samme temperatur som omgivelserne?

Deres æg skal ruges ud i en rugemaskine ved ca. 25-30oC og en luftfugtighed på ca. 70-80%?

Dyrlæge Til Krybdyr

Abild Dyreklinik www.krybdyr.dk/ 

Hovedgaden 41

8220 Brabrand

Telefon: 86 26 35 11

http://www.abilddyreklinik.dk/ 

Alt der står i beskrivelsen kan købes på Ringkøbing Dyrecenter. Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os på telefon: 97 32 12 91

Nyheder​

Kontakt RINGKØBING DYRECENTER ApS

Tlf.: 97 32 12 91

​E-mail: ringkobingdyr@live.dk 

Tilmeld nyhedsbrev

Åbningstider​

Mandag - fredag

10.00 - 17:30​

Lørdag

10:00 - 13:00​

Søn- og helligdage

Lukket

Facebook logo hvidt  Følg os på facebook